Velkommen på KarinCo's hjemmeside

Jeres garanti for festlig, fornøjelig ferielæsning

Sterlingfly billigt fra Billund til Athen tidlig morgen den 16. sept. Herfra med metroen til Piræus, hvor vi sejlede ud med en natfærge fra Piræus omkring kl. 16 om eftermiddagen.

Vi havde kahyt ombord, en dejlig sejltur, stille og rolig og med et tæppe, et glas retsina og en dækstol, havde vi såmænd ikke behøvet kahytten.

Retsinaen var for øvrigt Irmas fortjeneste. Hun var nemlig allerede tirsdag den 13. september rejst til Paros, hvor vi lagde til med båden kl. 22 fredag aften. Forinden havde vi SMS’et til hende, at vi – oh- skræk og rædsel – ikke kunne købe retsina ombord. Så hun stod på kajen med en flaske, som Jakob og jeg fik lov at løbe ind og hente. Så fik vi også lige et græsk knus af hinanden. Boli gala!

Kalymnos kl. 5 om morgenen. Der er godt nok mørkt! Så vi fandt en bænk, hvor bagage og mænd blev anbragt, og så gik mor op ad de smalle krogede gader for at finde en morgenfrisk bager. Mødte kun katte og ét hus med lys i. Det var taxachaufførernes mødested. Men fandt da også en dør, hvor det lyste lyst ud af, og - det var bagerens. Kalimera - kan jeg købe et brød?

På stenbænken på havnen nød vi det varme brød. Vi var mildest talt på "vand og brød", men allerede kl. 6.00 åbnede den første havne-taverna, og vi kunne få morgenkaffe og sidde i velpolstrede stole. Værten kunne fortælle os, at der allerede 9.30 gik en flyvebåd til Leros, hvor vi agtede os hen. Godt. Jakob døsede lidt i en stol, vi andre hang bare.

Det gik over, da vi kom ombord i flyvebåden. En rigtig lille bi var det. Det lignede den i alt fald, og den skøjtede formeligt hen over vandet. Heldigvis kunne man komme ud og stå i midten og i bagenden - det nød vi meget. Sammen med solen, varmen og de fantastiske klippeøer, vi sejlede forbi.

Leros kl. ca. 11, hvor vi undgik de fleste værelses-udlejere, der stod på kajen. En af dem havde dog rooms i Pandeli, hvor vi havde bestemt at ville bo, så vi fulgte efter ham i taxa til hans værelser. Det lå langt fra (mindst 300 m) havnen og stranden, mange trapper og ikke specielt billigt! Heldigvis er mor her ikke sådan at bide skeer med, for han hånede mig nærmest for ikke at ville gå på trapper - hellere ville vandet. Adios hr. - vi går lige lidt nærmere vandet med vore næsten selvkørende kufferter.

Og så rullede vi helt ned til vandkanten. Parkerede endnu en gang d'herrer Andersen og Johansen den ældre, mens Jakob og jeg gik på værelsesjagt. Vi fik de mest pragtfulde - oven i købet 3 stk. (1 til Allan, 1 til Jakob og 1 til CO og mig) på 1. sal med udsigt over hele havnen, 10 skridt til badebugten og en pragtfuld balkon på 3 sider. 40 Euro pr. nat for det hele hos fru Drosia, som havde en taverna hun betjente på den anden side af gaden. YES!! Der var et stort køleskab på gangen, som vi frit kunne bruge, og CO og jeg havde også et på værelset. Det på gangen virkede, men larmede - det, vi havde på værelset, larmede ikke - men det virkede heller  ikke! Jamen, sådan er det jo på de kanter. Og kan man ikke leve med det, skal man blive væk. Længere er den ikke, for man skal ikke regne med, at noget bliver repareret samme år, som det går i stykker. For os er det blevet en charme, vi tager med, når blot det ikke bliver for groft. Og til dato har vi altid fået rent, pænt sengetøj og håndklæder, og så kan vi klare os langt.

3 dage blev vi på Leros. Sad på balkonen og kiggede på fiskerne, der sejlede ud tidligt om morgenen og igen hen ad aften. 2 gange i døgnet blev der hentet fisk ind til vores "underbo" på den anden side af gaden. Han modtog fisk i stimer i et lillebitte mørkt rum uden dør, hvor vi kunne sidde på balkonen og se, hvordan fiskene blev spulet og lagt i kasser, lagvis med knus is og derefter kørt ud til forskellige restauranter sidst på dagen.

Vi så på sejlskibe, der kom ind og ankrede op for aftenen og natten, folkene kom sejlende ind i små dinkyer for at spise på tavernerne om aftenen, for derefter at vende tilbage til kahytterne ombord. Vi sad på Drosias taverne og fulgte med i et bryllupsgilde i tavernen ved siden af. Græsk musik og dans - og ikke mindst masser af festpyntede små græske børn, der tumlede sig i den kulsorte nat - og smed sko og strømper for at soppe i det lune vand.

En sen eftermiddag sad vi på vores yndling "tabepna" og nød en fyraftens-ouzo. Ind i bugten (hvor der i forvejen lå 2 små sejlskibe) gled et smukt sejlskib - for motor ganske vist - men alligevel et smukt syn. Vi lænede os tilbage - som man også gør på campingpladser, når nye folk kommer til - og kiggede på! Foruden det græske flag var også det tyske repræsenteret på den stolte skude. Først sejlede de langt ind - så ud igen - så ind - så ud - visa versa! Så ind igen og lige pludselig fik de bid. De blev filtret ind i tovet fra et af de andre sejlskibe. Vild panik - og alle 5 mand styrtede over i samme side - behøver vi at forklare resultatet? Båden var mikro-millimeter fra at kæntre! 3 af dem sprang over i den anden side af båden og afværgede katastrofen, men de sad stadig fast i tovet. Længe og grundigt! Vi var nødt til at have en ouzo mere - på grund af nervepresset! Det ældre ægtepar, som ejede den anden yacht, der lå forsvarsløs ude i bugten, anså det for klogest at sejle tilbage i dinkyen for at "forsvare" deres båd. Så de gik ombord, og far roede og roede - og roede! De kom ikke ud af stedet, før vores vært venligt gjorde dem opmærksom på, at de havde glemt at løsne tovet fra bådebroen! Røde ører - javist, men vi andre morede os kongeligt! Da tyskerne endelig slap fri af ankertovet fra den anden båd, listede de ligeså stille ud af bugten, rundt om pynten og lod sig ikke se igen før efter mørkets frembrud.

Vi vandrede en aften ca. 1 km. op ad bjerget bag os for at spise på Restaurant Delfinen, hvor vi havde hørt, at man stadig kunne få is. Alle taverner og restauranter i Pandeli var nemlig løbet tør for is og købte ikke mere ind, fordi de var ved at lukke ned til vinter. Da Jakob begyndte at få abstinenser og ryste på hænderne måtte vi simpelthen forcere skråningerne - og heldigvis - Delfinen havde stadig is, så han fik den største isdessert, vi nogensinde har set. I tilgift fik vi en formidabel udsigt ned over Pandeli-bugten, så pyt! Og Jakobs rystelser fortog sig!!!

Leros er dejlig, men den blev ikke rigtig "vores ø". Måske var det os, der var for stressede, men vi følte, at vi måtte videre. Derfor tog vi allerede mandag til Agia Marina og undersøgte mulighederne for at komme videre tirsdag. Købte billetter til "bien" til Patmos tirsdag morgen. Sagde pænt farvel til fru Drosia om aftenen og tirsdag morgen sad vi så igen på en morgentaverna og ventede på afgang. Igen med spændende fiskerbåde og havneliv omkring os.

Sejlturen til Patmos var herlig. 1½ time i skum og sprøjt, sol og vind bag på flyvebåden. Forbi adskillige småøer, deriblandt Lipsi, som vi havde snakket om at bo på, men sprang over i sidste øjeblik.
Patmos allerede 10.30 om formiddagen. Normal procedure: Anden eller tredje taverna fra båden: Sit down, relax!

Denne gang gik Jakob selv af sted langs havnekanten for at finde noget, vi kunne bo i. Moren blev altså også sat i venteposition. Det var OK.

Jakob kom tilbage med et smaddergodt tilbud fra Hotel Chris, men der skulle selvfølgelig lige undersøges private muligheder også. Så Jakob og jeg gik en tur op ad bakke, ned ad bakke - i stegende hede i de små meterbrede gader. Fandt ikke noget tiltalende! Godt Jakob, du var bedst - og så indlogerede vi os i Hotel Chris. Lige ud til havnepromenaden. Fuld kontrol over færgefarten fra balkonen. Over gaden - 30 meter til venstre, værsgo hop - lige i havet! 1 værelse til Allan, 1 til Jakob og 1 til CO og mig inkl. god morgenmad: 50 euro pr. nat i alt. Værsgo - bedre og billigere kan det ikke gøres. DET ER ET PRAGTFULDT STED!! Prøv det!

6 dage boede vi her i Skala. Lod hvilen falde på os, sad på balkonen og kiggede på trafikken i havnen. 1. dag var trafikken voldsom. 3 store krydstogtskibe lossede deres gæster, som i løbet af 3 timer skulle opleve Patmos. Synd for dem! Men de øvrige dage var der kun færgerne og nogle få sejlskibe at holde styr på fra balkonen, der var delvis overgroet af en overdådig bourgonvilla i fuldt flor.

Første udflugt fra Skala gik til Chora - klosterbyen og klostret for Agios Ioannis Theologos (evangelisten Johannes - ham med åbenbaringerne). Det var en utrolig oplevelse. Ja, hvis man ikke skal begynde at gå i detaljer med bøger og skrifter fra 400 året efter Kristus op til 16 - 1800 året, og det fantastiske ved at stå et sted, hvor en af apostlene har levet og arbejdet, så kan man kun sige: Historiens vingesus ligger ikke tungest på skuldrene, men i mellemgulvet! Prøv det selv, hvis I kan! Det er fantastisk!

Vel nede - for klostre ligger altid på toppen at det højeste bjerg i kæden - fik Jakob og jeg os et velfortjent havbad sammen med kæmpe-ænderne, mens de ældre herrer tog siestaen på langs indendørs.

Et par dage senere vovede vi os på sejltur. Men turbåd til Arki og Marathi. Smukt og dejligt - bittesmå øer og med indlagt badestop, hvor vi hoppede i fra båden - i det mest turkisfarvede vand - eller var det bunden?

 Frokost på Arki, som skiltede med at have et SuperMarket oppe ad vejen. Vi forsøgte os ikke, for alt var så gloende varmt der lige midt på dagen. I stedet nød vi skyggen på en lille taverna med god græsk salat, øl og retsina og afslapning.

På Marathi var der 3-4 taverner - ingen købmand, tror vi. Men Stavro's ”tabepna”, som ligger lige i vandkanten, er leveringsdygtig i hvadsomhelst! Selv 4 små dobbeltværelser i meget græsk stil. Jeg forelskede mig selvfølgelig straks i hele tabernaklet. Og drømmer om at prøve at bo hos Stavros 3-4 dage engang. Tøse- eller familietur. Ren hygge, afslapning og morskab. Stavros viste sig nemlig på bare 3 timers ophold at være et yderst gemytligt bekendtskab. Det er i alt fald hans skyld, at Allan nu ikke længere hedder Muzakka, men Mustacha!!

Sejlturen hjem gik godt - om end vi så både himmel og hav, men Kaptajn Klo havde et godt bid i cigaretten og tag i roret, så vi kom levendes igennem. Jakob mente, det var lige så sjovt som rutschebanen i Tivoli. Så kan I selv gøre Jeres tanker!!
De seriøse akvarelmalere, vi havde med fra starten af, var kommet til at kigge lidt dybt i flasken hos Stavros. De morede sig ikke helt så meget på hjemvejen - var lidt grønne i hovederne!

I sådan et selskab som vores - 3 mand og 1 kvinde - må kvinden have sin egen tid! Bøjle-vende-tid. Jeg manglede desværre en bøjle-ven! Alligevel vovede jeg mig ud i Skalas forjættende turistbutikker - helt senildemens er man vel ikke endnu? Man er da nødt til at mærke på varerne. Men jeg fik mig forvildet væk fra butiksgaderne. Og nød det! Måske alligevel lidt demens!! Desværre endte jeg med - som ældre damer skal passe meget på med - at glide på en afsindig glat sten, faldt og slog (tro det om I vil) mit haleben afsindigt hårdt for derefter at knalde hovedet i væggen ved siden af.

Der lå jeg bare og jamrede! Og følte på min skal, om der var gået hul! Kors, hvor bli'r man bange. Så kom der en gammel sortklædt græsk mor og samlede mig op. Og samtidig med, at hun prøvede at trøste mig (tror jeg) - råbte hun himmelhøjt op ad gaden: Kom og hjælp ... Og så kom der en til, og en til, og ingen af dem forstod et ord af, hvad jeg forsøgte at fremstamme. Men én kunne i alt fald se, at jeg havde slået hovedet, så hun hældte en hel flaske koldt vand ud over mig. Sikkert klogt nok! Så tilkaldte de ham, hvis fortov det var, og skældte ham huden fuld, og så skulle jeg med ind og ligge ned. Nu var det lige før, jeg var kommet mig nok - for al den skræppen havde gjort min hovedpine værre - så jeg takkede og takkede og forføjede mig ned i internetcafeen, hvor jeg fik noget is til at lægge på min skal. Det hjalp allerede. Men resten af dagen foregik i meget afdæmpet tempo.

De næste dage foregik al sidden ned - stående! Carl Otto siger så: Du har nok ikke slået hovedet så meget som bagdelen! Hvem ved, hovedet har jeg jo ikke prøvet at sidde på!!

Patmos - den mest hellige af alle græske øer - har bidt sig fast i vore hjerter. Her kommer vi meget, meget gerne igen.

Mandag formiddag 9.50 - stod vi med kufferterne om bord på den store, store færge, der fyldte det halve af Skalabugten, når den lagde til. Rhodos forude - om 8 timer. Vejret i top, tiden til hvadsomhelst - mest kiggen på øer, bjerge og skibe, sol og skygge, gør lige hvad du vil - i timevis. Vi elsker det sejlen! Kravl op på soldækket, gå nedenunder og find skygge, gå indenfor og læs en god bog - gør lige, hvad du allerhelst vil. Du kan nemlig kun være her! På skibet - i skibets tempo! Vi håbede på, at vi lagde til på Lipsi, hvor vore venner fra sidste års ø-hop, Jane og Børge, var, men desværre sejlede vi forbi i så lang afstand, at vi ikke engang kunne vinke til dem. SMS-erne fløj gennem luften: Godt, så ses vi måske næste år.

Turen endte med nogle dejlige dage på Rhodos, hvor vi endnu engang boede hos Steve i den nye bydel. Og vi genopfriskede gamle bekendtskaber i Treffpunkt, før vi fløj Rhodos-Athen og Athen-Billund hjem igen.

Ø-hop, prøøøv det!!!

Klik på billederne for at se forstørrelse:

Brug "tilbage-knappen" for at lukke igen.