|
Det var arkitektens,
brandmajorens og tømrerens, der en meget tidlig morgen i efterårsferien
1990, samlede familierne og drog afsted ad de lange motorveje mod
Sydfrankrig – Tuilleries, kun 30 km fra Narbonne ved den franske
riviera. Holdet bestod af i alt 11 personer, pakket i 3 biler. Jørgen,
Gytta, Peter, Lulu, Carl Otto, Karin og hele koblet: Jens, Christian,
Mads, Marie og den venligst udlånte fra 2860 Søborg: Morten.
Mødrene lagde hårdt ud med
at køre helt til Hamborg – og så kørte vi vist heller ikke mere på den
tur!
Allersidst på dagen nåede
vi endelig over grænsen til Frankrig og fandt logi hos en skabsdrikkende
fransk morlille, som heldigvis alligevel lavede udmærket mad.
Næste dag kørte vi bare
nedad på kortet. Og endelig henad kl. 8 om aftenen og i buldermørke,
nåede vi "Tyllerihuset", som det naturligvis straks blev døbt.
Det var et sandt
spøgelseshus. Vi stod i nakken på hinanden, da Jørgen skubbede døren op,
og hængslerne knirkede og skreg. Huu-hu, det var f…… uhyggeligt, du! Og
hovedafbryderen skulle findes ved lighterlys.
Endelig blev der lys, og vi
listede ind – schhh, for ikke at vække nogen spøgelser. Lidt efter lidt
fandt vi os til rette i dette kæmpeskrummel af et hus, som vi i løbet af
ugen kom til at elske. Den første aften vovede ingen sig dog op på
øverste stokværk. Det måtte vente, til vi havde dagslys, mente vi alle.
Allerede på dette tidspunkt af rejsen
havde vi været sultedøden nær flere gange. Det blev faktisk
kendetegnende for hele ferien, at vi altid kom til at spise så sent, at
tarmene formeligt skreg af sult. Så menuen denne første aften i vort
lånte hjem stod på lynspagetti og coctailpølser. Men pyt – skyllet godt
ned med fransk landvin af bedste slags, var det ikke så ringe endda.
Efter
en dags afslapning var vi klar til udflugter. Den første gik til
Carcassonne, hvor vi besøgte Europas største fæstningsværk: "La Cité".
Vi fulgte en rundvisning, men foredraget foregik på fransk, så det var
så som så med, hvad vi fik ud af det. Jørgen har ellers vist sig at være
god til "Skraldefransk".
Drengene var en tur i en
druemark, hvor de mæskede sig med "spätlese"-druer. Det var bonden ikke
tilfreds med, så de kom hylende ind fordi de mente, han skød efter dem.
Barbarer disse franskmænd!
Damerne forsøgte at gøre
sig forståelige hos den lokale slagter. Det gik slet ikke, selv om vi
forsøgte med både muh, mæh og kykkeli-ky. De vil kun tale fransk
hernede! Så vi endte med at gå på restaurant den aften.
Andorra! Selvfølgelig måtte
Andorra, sprutten, cigaretterne og parfumens højborg besøges. Turen
gennem Pyrenæerne var smuk og spændende, men da vi endelig – efter 5-6
timers kørsel – nåede Andorra, var der bare så meget af alting alle
vegne, at vi slet ikke kunne finde ud af at købe noget. Det lykkedes os
dog at få lidt med derfra.
Hjemturen tog vi med et
slag ind i Spanien, og det blev sent, så sent, at man ikke kunne læse
kortet i de mørke biler. Så selvfølgelig kørte vi forkert. I
brandmajorens bil kom det endda til korporligheder, da fruen smed kortet
i hovedet på sin mester. Så mens ungerne græd og hylede i den uheldige
førervogn, græd vi andre af grin i den bagvedkørende bil. Vi fulgte
udviklingen intenst.
Lulu’s gullash-gryde
kl. 22.30!! Og så lidt fransk landvin. Godnat!
Frokost dagen efter i
skyggen af de store træer på vor gårdsplads. Og med rigtige øl. De
første Carl Otto fik købt var nemlig "Sodabajere". Føj, da! Halvt øl og
halvt sodavand. Det var stygt, så det må han høre for længe. Herrerne
var den aften i køkkenet, så vi piger sad i riddersalen og hørte med
jævne mellemrum udbruddene fra køkkenet: Tylleri, tylleri, tylleraa..
Hvorefter den umiskendelige slubren afslørede, at der blev prøvesmagt på
den fortræffelige rødvin.
Næste dag drog vi alle mod
Narbonne Plages. Herligt med en svømmetur i Middelhavet. Det var det
sandelig også, men franskmændene troede ikke, vi var rigtig kloge. De
promenerede på stranden med thermoveste og store støvler. For dem var
sommersæsonen forbi.
Det afskrækkede
naturligvis ikke sådan en flok nordboer som os. Vi boltrede os vældigt i
havet. Det var ikke spor koldere end Vesterhavet på en rigtig god
sommerdag hjemme.
Aftensmaden bestod af
mesterkokkenes flammende carry-gryde.
På en udflugt i bjergene
endte vi pludselig på en skærvebelagt, smal vej, der stoppede brat ved
nogle store klippestykker. Tak skæbne, der var langt ned til den ene
side. Kvinder og børn og værdipapirer ud af bilerne, mens chaufførerne
forsigtigt forsøgte sig med at bakke flere hundrede meter baglæns, før
bilerne kunne vende. Det lykkedes heldigvis. Flot natur i øvrigt!
Sidstedagen oprandt og vi
måtte forlade "Tyllerihuset". Det gjorde vi med stort vemod og slog et
slag ind i Italien, hvor vi spiste – meget sent – på Pizzeria "Alef",
hvor værten senere optrådte med musik og sang, og Mads spillede på skeer
dertil. Det blev en festlig sidste aften sammen på vores rejse.
Næste morgen: motorvej,
motorvej, motorvej!
I Schweiz kørte Jørgen den
gale vej og endte i Østrig, så den del af holdet så vi først i Give
igen. Vi andre overnattede på et tysk Gasthaus, hvor vi spiste godt –
men sent!
En pragtfuld tur, vi aldrig
vil glemme!
|
