|
KRETA – here we come! Min
allerførste chartertur – (Carl Ottos 3.), og min første flyvetur. Der
var mange sommerfugle, der skulle dæmpes ned. Med 2 glas gammel dansk i
Billund Lufthavn. Hvilket resulterede i, at jeg glemte boardingpassene
allerede ved check-in og blev råbt op i højttalerne. Det mindskede ikke
nervøsiteten det mindste!
Og ikke nok med det: Lige
da vi var lettet, kom stewardessen med en bakke med 2 glas med "høje
servietter" og en flaske champagne. Fra hvem? Det vidste hun ikke, men
hun skulle ønske god ferie. Jamen, så må man da knibe en lille tåre!.
Det viste sig senere, at det var fra et par af mine kolleger. For øvrigt
en rigtig god idé, hvis man vil glæde nogen på udrejsen. Det kan
bestilles ved charterselskabet og skal betales med det samme.
Vi boede på hotel Irida i
Chania by. Fint nok, men siden har vi haft lejligheder, så man ikke
behøver hele "opgraderingsprogrammet" igennem, før man kan få sig en kop
kaffe om morgenen. Jeg siges at være temmelig morgengrim, så det kræver
sit..
Kl. 23.30 om
aftenen blev vi sat af ved Hotel Irida og faldt straks i snak med et
ungt par fra Sønderborg, der heller ikke var til sinds at gå i seng uden
at vide, hvor vi var. Så efter en hurtig udpakning på ½ time, drog vi
fire ud og smagte på den første ouzo.
Vi
havde forberedt at skulle gå i Samaria Kløften hjemmefra. Havde købt
vandresko og sørget for at gå dem godt til. Det er trods alt 17 km., man
skal forcere.
Vi
drog af tirsdag morgen længe før en vis mand havde fået sko på. Og det
var virkelig en fantastisk oplevelse. Man føler sig fuldstændig i
naturens vold. Og der voksede de mest fantastiske planter i bunden af
kløften. Men – 17 km. er langt. Og jeg havde ikke taget højde for, at
man ikke bare går ned i bunden og så går ligeud. Det gør man nemlig
ikke. Man skal hele tiden forcere stenbunker, ophobninger og små
vandløb. Det værste var at gå nedad, og jeg slog mine tæer imod skoen,
hver gang det gik bare lidt nedad. Det gjorde afsindigt ondt til sidst,
og vi var jo ikke kloge nok til at komme i tanker om, at vi kunne have
skåret overlæderet af skoen.
De sidste 3 km. gik jeg i et par
badetøfler str. 43, venligst udlånt af en rar mand fra Esbjerg. Og 14
dage efter vores hjemkomst tabte jeg begge storetånegle. De var nu
heller ikke bedre værd – de var helt sorte! Så vær meget varsom – og
gerne opfindsom – med fodtøjet, når du går turen. Den var det hele værd
– også de bulne fødder.
Naturligvis måtte vi også en tur på Knossos. Historiens vingesus føltes
helt bogstaveligt, da vi stod der i ruinerne efter den oldgamle
civilisation.
Mindst
lige så interessant var Museet i Iraklion, hvor vi så på freskoer, gamle
potteskår, krukker og som I ser på nogle af billederne på denne side, de
smukkeste ikoner, smykker og figurer. Det må man absolut ikke gå glip
af, selv om jeg mener at huske, at entreen var lidt pebret.
Ellers
nød vi blot ugen i fulde drag. Det skal dog siges, at man kan være
uheldig med vejret først i maj måned. Tag endelig et par lange bukser og
en vindtæt jakke med. Aftenerne kan være kolde.
Endnu
et tip: Havnefronten i Chania er absolut charmerende, og det er dejligt
at sidde der og nyde en forfriskning og kigge på promenadelivet. Men det
er klogt at søge op i de små gader, når man skal spise. Det er både
billigere og ikke så lidt bedre i kvaliteten.
Hver
aften, når vi kom hjem fra vore udflugter, mødtes vi med Tina og Jesper
(Sønderjyderne) i hotellets foyer. Her nød vi en lille ouzo og en kop
kaffe og udvekslede fortællinger om vore ture. Det var smadderhyggeligt.
Og i en årrække efter rejsen, sås vi også en gang i mellem herhjemme.
Det var trods køligt vejr og ødelagte
tæer en rigtig dejlig ferie. Og vi var slet ikke færdige med Kreta. |
