|
Vi startede med at køre i
taxa fra lufthavnen til den Venezianske havn i Iraklion. Der er ikke
langt,
og det er heller ikke dyrt
– 2.000 drm.
Iraklion forekom os som en
stor, larmende og ret ucharmerende by, men vi fandt dog et nogenlunde
billigt logi i Hotel Petra, hvor vi fik os nogle billige grin over
standarden. Sengetøjet var rent, det var det vigtigste!. Men værelserne
havde "kontorvinduer ud til den fælles gang, sikkert noget
nedbrydningsmateriale, de engang havde købt. Pyt – efter indtagelse af
vores første metaxa, sov vi udmærket.
Næste formiddag startede
vor bustur østover mod Ag. Nikolaos og videre mod syd til Ierapetra
Herfra videre til Makri Gialos, som var vort mål.
Vi indlogerede os højt oppe
over havnefronten i Apartementos Romantica hos Katerina og Yiannis
Theoharakis, det sødeste værtspar, som sørgede for os i stort og småt.
Lejligheden var et fund med balkon med den mest pragtfulde udsigt over
havn, strand, bjerge og hav. Ren lise for sjælen.
Her boede vi så i 4
pragtfulde døgn. Oplevede – lidt på afstand, fordi vi ikke bryder os om
at mase os på – et kretensisk bryllup en aften. Sikken fest!
Bådtur til Koufonissi . Det
var helt fantastisk. En lille båd, en lille ø, få mennesker – ingen
boede der, men vandet var krystalblåt og maden (som blev tilberedt på
åben grill) - superb. Hele turen kostede os 75 kr./person. Dejlig,
dejlig dag.
Anna – enken Anna må nævnes
i denne historie. Jeg mødte hende den allerførste dag, vi ankom. Hun
kastede sin kærlighed på mig og hver gang, jeg kom forbi hendes taverna
(som lå lige, hvor jeg skulle op ad trapperne) skulle jeg ind og have
RAKI. Hun viste mig billeder af sin afdøde mand og græd i stride
strømme. Desværre vidste jeg ikke, om manden var død for flere år siden
eller på det nærmeste. Det fandt vi først ud af den sidste aften i Makri
Gialos, hvor en fætter fra Rhodos kunne fortælle, at begravelsen lige
havde fundet sted dagen forinden. Stakkels Anna. Vi har skrevet til
hende siden.
Torsdag måtte vi videre.
Vores luksusbolig var forhåndsbestilt af nogle englændere, så Yannis var
nødt til at smide os på porten. Med kage og sodavand til afsked
naturligvis. Og bilen holdt for døren til at køre os til bussen! Kan man
ønske sig mere?
Det var kretensisk
hjertelighed, som kunne vaske sig.
Og så tog vi rutebilen
tilbage til Ag. Nikolaos!!
"Hvor er I nu?" - lød spørgsmålet i mobilen fra
kusine Kathrine og Flemming, som nys var ankommet til lufthavnen på
Souda.
"Jamen vi er jo her i Ag. Nikolaos, har lige
pakket ud på vort fine hotel – midt i byen, tæt på stranden – og nu
sidder vi på en Kafeinion på hjørnet af det mest befærdede og larmende
kryds i byen. HALLÒ – kan I høre os?"
Det kunne de – alle odds ellers imod – og med Carl
Otto’s fantastiske logistik fandt vi hinanden og havde et par pragtfulde
døgn i hinandens selskab.
Dejlige græske middage og ikke mindst en herlig
sejltur med "Dennis from Kent" (guiden), rundt om og på Spinalonga (spedalskhedsøen).
Han var umådeligt inspirerende og engageret. Alle pengene værd, men det
var dog så varmt, at Kathrine og jeg til sidst måtte krybe i skygge og
lade de andre (velopdragne, solstiks-aspiranter) høre færdig. For Dennis
kunne ikke stoppe.
Sejlturen hjem: Vi havbadede og så ind i
Barbarossas hule, hvor han i sine velmagtsdage som sørøver i Middelhavet
havde gemt sine skatte. Jow, jow, det var en dejlig dag.
Vi var dog blevet så trætte, at vi valgte den
allernærmeste taverna til aftensmaden. God mad – dårlig fodboldkamp, men
så gik vi bare på bar for at fejre, at vi var mødtes!. Og grinede og
grinede. Herlig aften, som vi sent glemmer.
Næste morgen skulle Kathrine og Flemming tilbage
mod Chania – vi andre skulle med rutebilen mod Iraklion Airport. ØV!
Vi nåede dog et stop i Hersonnisos nogle timer.
Fandt en restaurant, hvor jeg kunne gå op og ned fra stranden (en lille
privat trappe), så jeg nåede at bade mellem velkomstdrink, forret,
hovedret - og kaffen.
Til sidst lånte vi et badeværelse og fik tørt,
dansklignende tøj på og tog så bussen til lufthavnen. Vi havde haft en
virkelig dejlig dag, selvom det var hjemrejsedagen.
VORES allerførste "gør-det-selv-ferie"- men
absolut ikke den sidste.
Vi elskede hvert øjeblik undervejs. Og ugen
virkede meget længere, end den plejer – måske fordi vi skiftede logi
nogle gange undervejs.
Alt i alt: ANBEFALELSESVÆRDIGT. Grækerne er de
mest gæstfrie mennesker, vi nogensinde har mødt!
|
.jpg)
